Er du en hjælper for andre, men kan glemme dig selv?

Har du ligesom jeg lært, at det er vigtigere at være noget for andre end at være noget for sig selv? 

Du ved sikkert godt, at det ikke er sandheden, men du oplever måske gang på gang, at din adfærd og måde at være i verden på alligevel afspejler den overbevisning.

Mærker du, at du er noget værd i kraft af det du giver til andre, og det du kan hjælpe eller støtte dem i? 

Er du ofte det menneske, som naturligt tilbyder din hjælp og støtte til andre og ikke i lige så høj grad spørger om hjælp og støtte? 

Mærker du nærmest et rush, når du har hjulpet en ven eller veninde med noget der var svært for dem? Måske du har støttet på en særlig måde i en samtale om personens udfordringer med parforholdet eller andre ting? 

Har du svært ved at tage imod fra andre og turde stole på, at hjælpen ikke bare forsvinder med det samme? 

Mærker du frygt for inderst inde ikke at være noget værd, hvis ikke du kan være noget for andre? 

Kan du mærke en tomhed indeni, hvis din partner eller veninde ikke har brug for dig eller ikke tager imod din hjælp? 

Har du svært ved ikke at tilbyde din hjælp, selvom du ikke har overskud - fordi du ved, at du er god til det og din hjælp vil gøre en forskel? 

Er det udfordrende for dig at læne dig ind i at modtage kærlighed fra andre uden hurtigt at ville give igen? 

Bliver du skuffet hvis du for en gang skyld beder om hjælp men ikke får den, fordi personen ikke havde overskud? 

Kan du ofte mærke ensomhed, når du er alene og/eller en følelse af rastløshed? 

Har du tendens til at være mere opmærksom på, hvordan andre har det end, hvordan du selv har det? 

Når du er sammen med mennesker, der ved hvad de vil, har du så tendens til at følge med uden at give udtryk for dine behov? 

Oplever du dig fanget i at gøre det, du tror forventes af dig fremfor det, du selv gerne vil? 

Har du svært ved at mærke, hvad dine behov er, og hvad der føles sandt for dig? 

Kommer du ofte til at være mere ‘ovre i andre’ end ‘i dig selv’? 

Så kan jeg fortælle dig, at du ikke er den eneste. Jeg har i en stor del af mit liv været præget af ovennævnte beskrivelser.

Når vi ikke er hjemme i os selv kan vi komme til at gøre og være på måder som de ovennævnte. Vi søger kærligheden og trygheden udenfor os selv. Vi er ofte hjemløse og er derfor i højere grad på besøg hos andre. Det er ofte energikrævende og stressende. Men hvis vi har gjort det hele livet, så bliver det vores normaltilstand. Den mere eller mindre konstante uro bliver en del af os og for ikke at mærke den uro, gør vi mere af det, vi kender til og som blot bidrager til uroen. Vi søger udad, hjælper andre og bygger vores værdi op omkring det, og vi er mere optagede af, hvad andre tænker og hvordan de har det - end hvad vi selv tænker, og hvordan vi selv har det. 

Eksempelvis når vi møder en ny interessant fyr/kvinde kredser tankerne i første omgang altid om, hvad han/hun mon tænker om os, og hvordan vi kan få vedkommende til at kunne lide os. I stedet for at mærke ind i, hvad vi faktisk selv synes om vedkommende, og hvordan vi kan bevare vores integritet i mødet med denne person. 

Det er et mønster, der fastholder os i at blive udenfor os selv. Men mødet med os selv - at komme hjem i mig selv, er det største kærlighedsmøde, jeg nogensinde har oplevet. Den dybe forbindelse og den ubetingede tryghed jeg fandt i mødet med mig selv er ubeskrivelig. Alt hvad jeg altid havde ønsket og håbet på udefra blev pludselig en indre oplevelse af at mærke kærlighed inde i mig selv og til mig selv.

Som at opdage en verden på ny og indrette mit eget hjem lidt efter lidt. Få større og større kendskab til alt det, der var inde i mig og en dybere og dybere forståelse af, hvorfor jeg var, som jeg var, tænkte som jeg gjorde og følte alt det, jeg følte. Det var befriende. Tænk sig ikke at være hjemløs mere. Ikke at behøve at være på besøg i andres hjem for at mærke varme og tryghed.

Jeg havde forladt mig selv som helt lille, som en overlevelsesmekanisme fordi jeg oplevede det var nødvendigt for at få kærlighed -  og nu havde jeg fundet hjem til mig selv. Det var stort. 

Men jeg havde endnu ikke lært at være roligt til stede med mig selv med alle former for følelser, tanker og fornemmelser, der boede i mig. 

I alle de år hvor jeg har forsøgt at lære mig selv og mit eget hjem bedre at kende, har det været skræmmende at skulle forholde mig til alt det, der ikke var rart. Alt det der smertede. Det gjorde mig bange. Og jeg opdagede på et tidspunkt, at jeg havde overført mit mønster med at fjerne smerten fra andre til også at ville fjerne den fra mig selv. Hjælpe, trøste, dulme eller på anden måde få det til at gå væk.

Det er der ikke noget galt i.

Men det gjorde, at jeg stadig ikke helt kunne føle mig hjemme i mig selv, når jeg havde det svært. Jeg mærkede dyb kærlighed og omsorg overfor mig selv. Langt om længe. Men det var som om, at jeg var en mor overfor mig selv, som ikke kunne holde ud, at mit barn havde det svært. Det var først, da jeg fik øje på det mønster og begyndte at øve mig i at være med mig selv, også når jeg havde det svært, at jeg oplevede en endnu dybere følelse af accept.

At sætte mig med mig selv i de helt rå følelser blev en udvidelse af kærligheden til mig selv og livet i det hele taget. At være med mig selv uden at være bange for de svære følelser, men læne mig ind i tilliden til, at de blot skulle have plads for at transformere sig til en ny energi i kroppen - så det ikke stagnerede og hobede sig yderligere op i min krop og skabte endnu mere fysisk smerte og fastlåshed. 

Jeg øver mig stadig i det. Og nu øver jeg mig ikke blot alene men også med andre tætte relationer i mit liv. 

For i takt med at jeg fandt mere og mere hjem i mig selv, blev det pludselig også en tilflugt fra at forbinde dybere til andre. Pludselig havde jeg et trygt og kærligt gemmested. ‘‘Et hjem jeg kunne hule mig inde i’’. Sidde og meditere for mig selv. Tage på ture og opleve med mig selv. Være optaget af mit eget indre liv gennem min dagbog. Have inderlig sex med mig selv. Trække mig ind i selvkærligheden og drage omsorg for mig selv. Som alt sammen var den største gave for mig, at være blevet i stand til, men som også kunne blive en overlevelsesmekanisme for ikke at række ud til andre og risikere at blive afvist og i sidste ende forladt.

Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville forlade mig selv mere og det stolede jeg fuldt ud på. Så relationen til mig selv blev tryg og den mest trygge relation, jeg havde i mit liv. 

Men ligesom det ikke nødvendigvis er det rigtige at blive hjemme i vores eget trygge, kærlige fysiske hjem alene hele tiden, så havde jeg også brug for at turde invitere nogle ind i mit hjem og selv gå på besøg på en ny måde i andres hjem.

En ny udviklingsrejse tog form. På rejse og opdagelse i at turde forbinde dybt til andre mennesker. Stole på at de har mig, når jeg læner mig ind til dem. Tillade at tage imod fra dem uden at skulle give noget igen med det samme. Turde mærke ind i, hvad der er vigtigt for mig i mine relationer og have en ny sensor ude for at møde mennesker, som er sunde og nærende for mit system, og hvor jeg ikke længere skulle kæmpe for at blive set og mødt i mine følelser.

Tidligere havde jeg ofte følt mig anderledes i mine relationer og prøvet at passe ind. Men nu blev det tid til at være ærlig med mig selv, vise mig selv og møde mennesker derfra. Og virkelig mærke efter hvilke mennesker der føltes kærlige og rare at være sammen med - og ikke mindst hvor jeg følte, jeg kunne være helt mig selv. 

Det er en øvelse. Nærmest hver dag er det en øvelse for mig at turde stole mere og mere på kærligheden fra andre omkring mig. Vores psykologiske mekanismer og det vi lærte og oplevede i vores barndom, kan have så stærkt et tag i vores handlemønstre og måder at være i verden på. Det kan sløre vores blik og det gør det også for mig. Derfor er det så vigtigt at have tætte relationer omkring mig, der kan hjælpe mig til at se klart igen. 

Jeg ved, det er en del af mig og min historie. Men jeg er selv med til at skrive videre på den historie nu. Nu er jeg voksen. Jeg kan tage ansvar for mig selv og det liv, jeg gerne vil leve. Og jeg kan vælge at øve mig.

Jo mere jeg kærligt giver slip på alt det, der ikke længere nærer mig men i højere grad fastholder mig i gamle mønstre, jo mere kan jeg give plads til nye udfoldelser af livet. Jo mere jeg acceptere mig selv med alt, hvad jeg er formet af og samtidig ønsker at berige mit liv med herfra, jo mere meningsfuldt et liv oplever jeg at leve <3 

Vejen hjem til os selv er alt andet end nem. Det kan føles så skræmmende og råt at stå lige der og gå ind i det, vi altid har kredset udenom. Det kræver mod og vilje. Men med støtte og kærlighed på vejen er det det hele værd og føles meningsfuldt på samme tid. Livet er magisk og livet er så meget mere end mange af os umiddelbart tør tro på <3

Så hvis du ligesom jeg har lært, at det er vigtigere at være noget for andre end sig selv - så vid at det er muligt at komme i så dyb kærlig kontakt med dig selv, at du både tør være noget for og med både dig selv og andre. Ikke for at føle dig noget værd - men fordi du simpelthen ikke kan lade være <3