Lader du din krop tale?

Lad kroppen tale.

Se hvad den viser dig.

Lyt til hvad den fortæller dig. 

Mærk hvad den har brug for.

Kroppen er klog. Men somme tider svær at forstå.

Siden jeg kan huske har jeg døjet med smerter i kroppen. Og aldrig helt forstået min krop. 

Som 10-årig fik jeg migræne og inden da havde jeg altid haft problemer med maven. 

I mine voksne år har jeg haft smerter og spændinger i kroppen stort set altid og hele tiden. 

Somme tider har det fyldt mere. Og somme tider har jeg ikke bemærket det. 

Det har ofte været anstrengende at være i min krop. 

Og anstrengende at min krop var det hylster, jeg skulle bo i. 

Jeg er ikke sluppet for smerter og spændinger. 

Tværtimod har jeg i øjeblikket en del af dem. 

Men jeg er begyndt at lytte.

Lytte til min krop. 

Lade den tale.

Jeg lægger mig på yogamåtten og giver den plads til at gøre det, den vil. 

I dag ville en masse suk og lyde ud… og jeg gav det plads. 

Min krop ville gerne ryste… og jeg gav slip og lod den ryste.

Alle mulige bevægelser kommer frem og uden at tænke over det får min krop lov til bare at gøre, hvad den har brug for.

Uden at jeg behøver at forstå det.

For det er svært at forstå hvorfor kroppen pludselig vil ryste alle mulige steder og sige de mest mærkelige lyde. 

Men jeg læner mig tilbage. 

Langt om længe læner jeg mig tilbage. 

Slipper kontrollen over min krop.

Sætter den fri til at gøre det, den har brug for.

Jeg lader den tale.

Og jeg stopper for et øjeblik med at prøve og tæmme den. 

Stopper med at forvente, at den skal være på en særlig måde. 

Se ud på en særlig måde. 

Passe ind på en særlig måde. 

Jeg slipper den fri.

Og pludselig er det som om, at alle de spændinger, der er ophobet i min krop, slapper en lille smule mere af.

Som om at min krop får lov til at trække vejret. 

Og være i live med det, der er.

En masse spændinger, smerte flere steder og en følelse af fastlåsthed.

Og det er konfronterende…

At mærke det så tydeligt.

At komme så tæt på spændingerne og fastlåstheden. 

For den viser mig, hvor meget jeg har forsøgt at tæmme den, og hvor meget jeg har holdt tilbage.

Det er som om jeg lige dér står ansigt til ansigt med smerten, spændingerne og fastlåstheden.

Men fra at jeg tidligere har været irriteret, frustreret og skældt min krop ud i det møde, er det nu et helt andet møde. 

Jeg mærker kærlighed og omsorg.

En forståelse for hvorfor spændingerne er der.

Hvorfor min krop er blevet fastlåst.

Og lige dér hvor jeg møder mig selv og min krop med accept af alt det, der er og går ind i spændingerne uden at tæmme dem men være med dem på en måde, hvor jeg lader min krop guide mig til den bevægelse, den lyd eller den sansning, den har brug for.

Lige dér sker der et skifte.

Fra fastlåsthed til blødhed. 

Fra frygt til kærlighed.

Fra kontrol til tillid.

En overgivelse til det min krop har brug for.

Et smukt møde med hele mig. 

Ikke kun de dele af mig, jeg kan forstå. Men også alt det jeg ikke kan forstå, og alt det som min krop fortæller, viser mig og tager mig på rejse i. 

Kroppen er klogere end vi umiddelbart lige kan forstå.

Og jeg tror, at det er vigtigt ikke at prøve og forstå det.

Men at følge med og have tillid til den livskraft, der er i os alle og som får kroppen til at gøre præcis det, den har brug for, for at komme tilbage i balance - hvis vi vel og mærke giver slip, stopper med at tæmme den og lader den tale sit eget sprog ❤️